Da Anne lærte at læse sine kilder, før hun skrev ét ord

Anne og opgaven med den lokale sangerinde

Anne meldte sig til kurset i Kolding med et ønske, der lød enkelt: hun ville skrive et portræt af en sangerinde, som hun havde fulgt i mange år. Hun havde læst interviews, set koncerter og troede, hun kendte kvinden godt. Da jeg bad hende fortælle, hvad hun vidste, og hvordan hun vidste det, blev der stille ved bordet.

Det er et velkendt øjeblik i den første uge. Mange kommer med en følelse af viden, som er bygget af indtryk og gamle erindringer. Det er ikke dårligt materiale, men det er ikke research. Det er en stemning, og stemninger kan ikke dokumenteres over for en læser.

Vi aftalte, at Anne skulle gå tilbage til start. Opgaven var at lave en kildeoversigt over alt, hun troede at vide om sangerinden, og skrive ved hver påstand, hvor den stammede fra.

Fra fornemmelse til kildeliste

Annes første oversigt havde tolv punkter. Kun fem af dem kunne hun pege direkte på en kilde for. Resten var ting, hun havde hørt, læst et sted eller selv draget som konklusion. Hun blev lidt rystet, men også nysgerrig, og det er præcis den reaktion, der får arbejdet til at flytte sig.

Hun begyndte at lede efter originale kilder i stedet for at nøjes med, hvad andre havde skrevet om dem. Det gav hende gamle artikler, programmer fra lokale spillesteder og en udgivelsesliste, hun kunne sammenholde med årstal. Flere detaljer, hun havde taget for givet, viste sig at være forkerte.

Hun noterede for hver kilde, hvornår den var skrevet, af hvem, og om forfatteren selv havde været til stede. Den lille tabel blev hendes arbejdsredskab resten af forløbet.

• Notér altid, hvor en oplysning stammer fra
• Skeln mellem første- og andenhåndskilder
• Gem dato og forfatter ved hver kilde

Den rettelse, der ændrede vinklen

Midt i arbejdet fandt Anne ud af, at en historie, som hun ville bruge som portrættets indgang, ikke passede. Den cirkulerede i flere artikler, men ingen af dem pegede på en kilde. Da hun fulgte sporet tilbage, endte det i en enkelt gammel bemærkning, som var blevet gentaget så mange gange, at den lød som en kendsgerning.

Hun var skuffet, for historien var god. Men hun besluttede at lade den ligge og finde en anden indgang. Den fandt hun i programhæfterne, hvor sangerinden over flere år havde skiftet sit repertoire på en måde, der sagde noget om hendes udvikling.

Det blev en mere stille, men langt mere solid åbning. Og da Anne senere mødte sangerinden, kunne hun stille spørgsmål, som kun en forberedt person kunne stille.

Hvad forberedelsen gav i selve samtalen

Anne fortalte bagefter, at samtalen med sangerinden begyndte anderledes, end hun havde frygtet. Sangerinden bemærkede hurtigt, at hun var sat ind i detaljerne, og slappede af. Hun begyndte selv at fortælle om perioder, som sjældent blev spurgt til.

Fordi Anne vidste, hvad der var dokumenteret, og hvad der var rygter, kunne hun også stille de ubehagelige spørgsmål med ro. Hun spurgte ikke ind til noget, hun ikke kunne begrunde, og hun brugte ikke tid på det, der allerede stod i offentligheden.

Det er ikke en teknik til at få folk til at sige mere. Det er en måde at vise respekt på, som mennesker mærker. Researchen blev dermed en del af samtalens tone, ikke kun af teksten bagefter.

Det Anne tog med sig videre

Da portrættet var færdigt, havde Anne en bilagsmappe med alle kilder, ordnet efter hvert afsnit i teksten. Hun havde ikke tænkt sig at vise den til nogen, men det var rart at vide, at hun kunne svare, hvis nogen spurgte, hvor en oplysning kom fra.

Hun sagde, at det største skifte havde været tålmodigheden. Før kurset gik hun hurtigt i gang med at skrive. Nu brugte hun længere tid på at samle og sortere og følte sig mere rolig, når hun endelig sad foran en tom side.

Jeg har set det samme hos mange kursister. Den tid, der lægges i research, kommer ikke tilbage som ekstra arbejde, men som færre rettelser og en tekst, der tør stå ved sig selv.

• Lav en kildemappe fra første dag
• Giv hver oplysning en markering: dokumenteret eller formodet

Tre spørgsmål at stille sig selv først

Hvis du står foran dit eget portræt og vil gøre som Anne, kan du starte med tre enkle spørgsmål. Hvad ved jeg om personen, og hvordan ved jeg det? Hvad har jeg kun hørt fra andre? Og hvad mangler jeg, som en læser ville undre sig over?

Svarene behøver ikke være pæne. De skal bare være ærlige, for de peger direkte på de steder, hvor arbejdet skal sættes ind. Mange opdager, at hullerne ligger andre steder, end de troede.

På kurset arbejder vi med netop denne øvelse i de første sessioner, og du får skriftlig feedback på din kildeoversigt, før du går videre til selve interviewforberedelsen.