Fra nervøs forberedelse til rolig samtale: Linas vej til sit første interview

Lina og de tyve spørgsmål

Lina kom til kurset i begyndelsen af efteråret. Hun arbejder i en kommunal forvaltning, men har i flere år skrevet små tekster om lokale musikere til en forenings blad. Nu ville hun lave et rigtigt portræt af en kvindelig sanger fra egnen, og hun var nervøs. Ved første undervisningsgang lagde hun en liste frem med tyve spørgsmål, alle skrevet som hele sætninger og nummereret fra en til tyve.

Jeg spurgte hende, hvad hun ville gøre, hvis sangeren svarede kort på det første spørgsmål. Lina tøvede og sagde, at hun så ville gå videre til nummer to. Det var præcis det, vi skulle arbejde med. En liste kan give tryghed, men den kan også gøre en samtale stiv, fordi man lytter efter næste punkt i stedet for efter det, den anden faktisk siger.

Fra liste til samtaleplan

Vi begyndte med at sortere. Lina skulle sætte sine spørgsmål i grupper efter, hvad de skulle give hende: baggrund, arbejdsproces, vendepunkter og det, sangeren selv synes er svært. Allerede her faldt otte spørgsmål væk, fordi svarene stod i den research, hun havde lavet i forvejen. Det er en vigtig lære i interviewforberedelse: man bruger ikke samtalens tid på det, man kan slå op.

Derefter lavede hun en samtaleplan i stedet for en liste. Planen havde tre dele, en rolig indledning, et midterstykke med de to eller tre emner, hun helt sikkert ville omkring, og en afslutning, hvor sangeren fik lov at tilføje det, Lina ikke havde spurgt om. Under hvert emne stod kun et åbent hovedspørgsmål og et par stikord til opfølgning.

• Sortér spørgsmål efter formål, ikke efter rækkefølge
• Fjern det, du kan finde i din research
• Hold fast i ét åbent hovedspørgsmål pr. emne

Øvelsen med de åbne spørgsmål

Mange af Linas spørgsmål lagde svaret i munden på sangeren. Hun havde for eksempel skrevet, om det ikke var hårdt at flytte hjem igen efter mange år væk. Vi omskrev det til: Hvordan var det at komme hjem? Forskellen virker lille, men det andet spørgsmål giver plads til, at sangeren selv vælger, om det var hårdt, befriende eller noget helt tredje.

I øvelsen sad Lina over for en medkursist og fik kun lov at bruge sine omskrevne spørgsmål. Jeg lyttede med og noterede, hvornår hun afbrød, og hvornår hun lod tavsheden stå. Efter to runder bemærkede hun selv, at de bedste svar kom, når hun ventede nogle sekunder efter et svar. Det er svært at lære fra en bog, men let at mærke, når man prøver det.

Det, der skete til selve samtalen

Lina mødtes med sangeren en eftermiddag i en café tæt på hendes hjem. Hun havde planen på ét ark og lagde den ved siden af notesblokken uden at kigge på den hele tiden. Samtalen varede lidt over en time. Efter ti minutter fortalte sangeren om sin mors sangbog, som Lina slet ikke havde fundet i sin research, og som ikke stod på nogen liste.

Det blev portrættets indgang. Hvis Lina havde holdt fast i sine tyve spørgsmål, var hun sandsynligvis kørt videre, før historien kom frem. I stedet fulgte hun op med to enkle spørgsmål, hvad stod der i den, og hvem sang med. Bagefter fortalte hun mig, at hun for første gang havde følt, at hun lyttede, i stedet for at afvikle noget.

Hvad hun tog med sig hjem

Efter samtalen skrev Lina en kort opsamling samme aften, mens hukommelsen var frisk: hvad der overraskede hende, hvilke citater hun ville tjekke, og hvad hun manglede at få bekræftet. Det er en vane, vi opfordrer alle til at få, fordi den gør det lettere at gå videre til selve portrættet uden at skulle lytte hele optagelsen igennem to gange.

Hun fortalte også, at hun ikke længere ser en spørgeguide som en facitliste. Den er mere som et kort over et område, man gerne vil besøge: man kan afvige fra vejen, men man ved, hvor man er, og hvor man vil hen. Det er netop sådan, vi arbejder med interviewforberedelse på kurset, og Linas erfaring er et godt eksempel på, hvordan det kan se ud.

• Skriv en kort opsamling samme dag
• Marker de citater, der skal godkendes
• Notér, hvad der manglede at blive bekræftet

Hvad du kan tage med fra historien

Linas forløb er ikke en opskrift, men det peger på nogle ting, der går igen hos de fleste kursister. De fleste forbereder for meget af det forkerte og for lidt af det, der gør samtalen levende. De skriver for mange spørgsmål, vælger for lukkede formuleringer og er bange for stilhed. Alt det kan øves, og det bliver lettere, når man har en at øve sammen med.

Hvis du står foran dit første interview, kan du starte med at tage din egen liste og stryge halvdelen. Skriv derefter tre emner i stedet for tyve spørgsmål, og giv hvert emne ét åbent spørgsmål. Mød så op med lyst til at høre noget, du ikke har regnet med. Det er sjældent forberedelsen, der svigter, når du har gjort det.