Kulturdækning i efteråret: sådan omtaler du offentlige personer med omtanke

Efterårets kulturliv stiller krav til dig som skribent

Når mørket sænker sig over Kolding, fyldes kalenderen. Teatrene åbner nye sæsoner, forfattere går på turné med nye bøger, og udstillinger skifter værker. For den, der skriver om kultur, betyder det mange anledninger til at møde mennesker, som står i offentlighedens lys. Det er netop her, etikken bliver konkret og ikke blot et emne til en diskussion.

Jeg underviser i research og samtaleteknik, og hvert efterår ser jeg de samme fristelser: at skrive hurtigt, at gribe efter den skarpeste formulering og at tage for givet, at en offentlig person har sagt ja til alt, fordi vedkommende har sagt ja til et interview. Det har vedkommende ikke.

Kulturdækning er en tjeneste over for læseren, men også en aftale med den, du skriver om. På kurset i kulturdækning og etik taler vi om, hvordan du holder begge dele i hævd, når tempoet er højt og stoffet er tæt på mennesker.

Hvad er offentligt, og hvad er privat?

En forfatter, der udgiver en roman, har inviteret offentligheden ind i værket. Hun har ikke inviteret offentligheden ind i sit ægteskab, sin sygdomshistorie eller sine børns hverdag. Skellet virker enkelt, men det bliver uklart, når en samtale glider, og den interviewede fortæller mere, end hun havde tænkt sig.

Mit råd er at spørge dig selv, om en oplysning hjælper læseren til at forstå det kunstneriske arbejde eller rollen i det offentlige liv. Hvis svaret er nej, er den sandsynligvis ikke din at bruge, selv om den er sagt højt og ligger på båndet.

Det er også værd at skelne mellem det, personen selv har gjort offentligt, og det, andre har skrevet om vedkommende. At noget står i en gammel artikel, gør det ikke automatisk rigtigt eller passende at gentage. Du skal selv kunne stå inde for hver oplysning.

• Spørg, om oplysningen belyser værket eller rollen
• Skeln mellem det personen selv har delt og det andre har skrevet
• Overvej, hvem der rammes ud over hovedpersonen

Vælg vinkel, før du vælger citat

Mange etiske problemer opstår, fordi vinklen først fastlægges, når materialet er i hus, og så bruges citaterne til at bære en konklusion, de ikke egentlig understøtter. Beslut dig i stedet for, hvad din tekst vil sige om personen og om kulturen, og lad så materialet udfordre den ramme.

En ærlig vinkel kan gerne være kritisk. Kritik af en film, en udstilling eller en kunstnerisk beslutning hører til genren. Men kritikken skal ramme det, personen har gjort offentligt, og den skal kunne dokumenteres. Det er forskellen på en vurdering og et angreb.

Når du undervejs opdager, at din vinkel ikke holder, er det en gevinst og ikke et nederlag. Justér, og fortæl læseren det, du faktisk fandt. En tekst, der tør skifte kurs, bliver næsten altid mere troværdig, og den, du har skrevet om, kan genkende sig selv i den.

Samtykke, godkendelse og aftaler i forkant

Før samtalen begynder, bør den interviewede vide, hvad det er til, hvor det udkommer, og hvordan du bruger det sagte. Det lyder selvfølgeligt, men jeg møder stadig kursister, der springer det over af frygt for at bryde stemningen. Resultatet er som regel værre end et kort, ærligt åbningsminut.

Tal også om citatgodkendelse. Der findes ingen enkelt regel, men du bør aftale det på forhånd og holde dig til aftalen. Hvis du lover at lade personen læse sine egne citater, skal du gøre det, og du skal samtidig være tydelig om, at tekstens vurderinger er dine egne.

Ændrer den interviewede mening om en udtalelse bagefter, er det din opgave at veje det: er det en faktuel rettelse, en fortrydelse eller et forsøg på at pynte? Svaret afgør, hvad du gør, og du skal kunne forklare det, hvis nogen spørger. Noter aftalerne, så de kan genfindes.

• Fortæl formål og udgivelsessted ved samtalens start
• Aftal citatgodkendelse, før du optager
• Skriv aftalerne ned, så de kan genfindes

Små øvelser, du kan lave i de kommende uger

Tag en kulturanmeldelse eller et portræt, du har skrevet for nylig, og læs det med en kritisk blyant. Marker alle oplysninger om personen, som ikke har med værket eller rollen at gøre. Spørg dig selv, om hver enkelt er nødvendig, og hvad den ville betyde for personen at se den trykt.

En anden øvelse er at skrive to åbningsafsnit til samme tekst med forskellig vinkel. Læs dem højt for en kollega, og lad vedkommende sige, hvilket billede af personen der træder frem i hver version. Det er ofte overraskende, hvor meget en indgang afgør.

Diskuter gerne tvivlstilfælde med andre. På kurset gør vi det i fællesskab, fordi etik sjældent har ét rigtigt svar, men næsten altid har bedre og dårligere begrundede svar. At sætte ord på sin vurdering gør dig skarpere, næste gang tiden er knap og pladsen lille.

Når tidspresset melder sig

Efteråret er travlt, og travlhed er den største trussel mod omhu. Når en deadline nærmer sig, er det fristende at lade en uafklaret oplysning stå og håbe på det bedste. Lav i stedet en kort tjekliste, du gennemgår, før du afleverer: er kilden dokumenteret, er citatet gengivet korrekt, og er aftalen overholdt?

Det tager få minutter og sparer dig for beklagelser bagefter. Jeg har selv lært det på den hårde måde, dengang jeg som ung journalist brugte et navn, jeg ikke havde fået bekræftet. Rettelsen fyldte langt mere end det minut, kontrollen ville have krævet.

Husk også, at du kan sige nej til en vinkel, der kræver mere, end tiden tillader. En mindre, sikker tekst er bedre end en stor, usikker. Læseren husker ikke, hvor hurtig du var, men de husker, hvis du tog fejl om et menneske.

• Tjek kilde, citat og aftale før aflevering
• Vælg den mindre, sikre tekst frem for den store, usikre