Spørgeguiden, optageren og notesblokken: det bruger vi til interviewet

Redskaberne er til for samtalens skyld

Når man skal forberede et interview, er det fristende at tro, at det vigtigste er at finde de rigtige spørgsmål. På kurset ser vi det anderledes. Spørgsmålene er kun ét af flere redskaber, og de virker først, når de understøttes af resten: en tidslinje over personens liv og arbejde, en tydelig aftale om optagelse og et sted at samle det, du ikke ved endnu.

Jeg underviser i kildekritik og etik, og derfor kommer jeg til interviewforberedelsen fra en lidt anden side end mine kolleger. Jeg spørger først: hvad ved du, og hvordan ved du det? Det, du har læst, skal kunne spores tilbage til en kilde, før det bliver et spørgsmål. Ellers risikerer du at stille et spørgsmål, der bygger på et rygte eller en fejl.

De redskaber, jeg beskriver her, er ikke avancerede. Du behøver ingen særlig software eller dyrt udstyr. Det, der gør forskellen, er, at du bruger dem i en fast rækkefølge og lærer at lægge dem fra dig, når samtalen kræver det.

Spørgeguiden: en landkort, ikke et manuskript

Spørgeguiden er det redskab, de fleste kender. På kurset bygger du den i tre lag. Det første lag er de få emner, samtalen skal omkring. Det andet er åbne spørgsmål til hvert emne, helst formuleret så de ikke kan besvares med ja eller nej. Det tredje er opfølgninger, du kan trække frem, hvis svaret er kort eller overraskende.

En guide skal kunne overleve, at samtalen tager en anden retning. Derfor øver vi at markere de to eller tre spørgsmål, du ikke vil gå uden om, og lade resten være valgfrit. Mange deltagere opdager, at de har skrevet tyve spørgsmål og alligevel mangler det ene, som personen selv begynder at tale om.

Vi gennemgår også, hvordan rækkefølgen virker. Man starter sjældent med det sværeste. Et roligt, konkret spørgsmål om noget, personen har lavet, giver en indgang, hvor begge parter finder en tone, før de mere private eller kritiske emner kommer på bordet.

• Tre til fem emner frem for en lang liste
• Åbne spørgsmål, der begynder med hvordan eller hvad
• Et par opfølgninger klar til korte svar
• Markér de spørgsmål, du ikke vil undvære

Tidslinjen: det du ved, sat i rækkefølge

Før du skriver en eneste spørgsmålslinje, laver du en tidslinje. Den er et ark papir eller et dokument, hvor personens arbejde, udgivelser og offentlige udtalelser står i rækkefølge, hver med en kilde ved siden af. Det lyder tørt, men den afslører hurtigt huller.

Tidslinjen har to funktioner. Den hjælper dig med at undgå at spørge om noget, som personen allerede har besvaret mange gange, og den viser, hvor der er uoverensstemmelser mellem forskellige kilder. Hvis to artikler angiver forskellige årstal for samme begivenhed, er det et godt sted at spørge selv.

Jeg beder altid deltagerne skille det, de ved, fra det, de antager. En lille markering ved siden af hver linje, sikker eller usikker, gør det lettere at se, hvad du skal verificere i selve samtalen, og hvad du kan stole på.

Optagelse og noter: to redskaber, der supplerer hinanden

Mange vælger enten optager eller noter. Vi anbefaler begge dele. Optageren sikrer, at du kan gengive citater præcist og dokumentere, hvad der blev sagt. Noterne fanger det, optageren ikke kan: hvornår personen tøvede, hvad der fik et smil, og hvad du selv ville følge op på bagefter.

Før optagelsen starter, siger du tydeligt, at du optager, og hvad materialet skal bruges til. Det er både god etik og praktisk, fordi det tager spændingen ud af situationen. Vi øver den korte indledning, så den lyder naturlig og ikke som en formalitet.

Når samtalen er slut, skriver du dine noter rene samme dag. Det er her, du markerer de steder på optagelsen, der skal lyttes igen, og her, du skriver de spørgsmål ned, du ikke nåede. Udskydes det, forsvinder detaljerne hurtigere, end man tror.

• Sig højt, at du optager, og hvad den bruges til
• Skriv i marginen, hvornår noget vækker din opmærksomhed
• Skriv noterne rene samme dag

Øvelsen: en samtale med en makker

Redskaber lærer man ved at bruge dem. På kurset parres du med en anden deltager, og I skiftes til at interviewe hinanden om et emne, hvor den anden er den, der ved noget. Det kan være et håndværk, en beslutning eller en lokal begivenhed, ikke en offentlig person, men en samtale med reel substans.

Du forbereder tidslinje og spørgeguide på forhånd og afprøver dem i en samtale på cirka tyve minutter. Bagefter taler I om, hvilke spørgsmål der åbnede, og hvilke der lukkede. Den, der blev interviewet, fortæller, hvornår det føltes som en samtale, og hvornår som et forhør.

Mette Lundgaard leder øvelserne og lytter med. Hendes kommentarer handler sjældent om formuleringer, men om rytmen: gav du plads til stilhed, spurgte du videre, eller sprang du til næste punkt, fordi guiden sagde det?

Når redskaberne skal lægges fra sig

En erfaring, vi vender tilbage til, er, at de bedste samtaler opstår, når du tør afvige fra guiden. Har du forberedt dig ordentligt, kan du lade personen tage en omvej, fordi du ved, hvor du er. Forberedelsen er ikke en tvangstrøje, men et grundlag, der giver ro.

Derfor slutter vi altid forberedelsen med at spørge: hvad vil du ikke gå glip af, og hvad er du villig til at slippe? Det spørgsmål gør det lettere at være til stede i rummet frem for at kigge ned på papiret.

I efterårets hold bruger vi den første aften på netop dette: at mærke forskellen mellem at have en plan og at følge den slavisk. De fleste deltagere siger bagefter, at det var den øvelse, der ændrede deres måde at lytte på.