To veje til godkendelse af citater: send hele teksten eller kun citaterne

Det valg, du står med efter interviewet

Når samtalen er færdig, og du sidder med optagelsen, opstår et praktisk spørgsmål, som mange kursister først møder, når de har skrevet deres første portræt: hvad skal kilden se, før teksten bliver offentliggjort? Der er to gængse veje. Du kan sende hele manuskriptet til gennemlæsning, eller du kan kun sende de citater, du har tænkt dig at bruge, hver for sig og uden den tekst, de står i.

Begge veje har folk, der sværger til dem, og begge kan gøres ordentligt eller dårligt. På kurset bruger vi en del tid på at lade kursisterne prøve begge og mærke forskellen i praksis. I denne artikel gennemgår jeg, hvad hver metode giver dig, hvad den koster i kontrol, og hvilken jeg anbefaler til de portrætter, du skriver som begynder.

Jeg skriver som underviser i kildekritik og etik, så min vinkel er ikke, hvad der er hurtigst. Den er, hvad der gør teksten sand og samtidig lader dig beholde ansvaret for din egen vurdering.

Første mulighed: hele teksten til gennemlæsning

Når du sender hele portrættet, ser kilden citaterne i deres sammenhæng. Det er stærkt, fordi misforståelser opdages, mens teksten stadig kan rettes: en årstal, der er forkert, en titel, der er stavet skævt, en bemærkning, der lyder skarpere på tryk end i samtalen. Kilden kan se, at et citat ikke er revet ud af en længere tankegang.

Prisen er, at du giver kontrollen med teksten fra dig. Kilden læser ikke kun sine egne ord, men også din vurdering, din beskrivelse af rummet og din kritik. Mange begynder at redigere i sproget, blødgøre formuleringer og ønske afsnit fjernet. Du risikerer, at portrættet bliver mere pænt end sandt, og at du bruger tid på forhandling i stedet for på skrivning.

Metoden kan fungere, hvis du på forhånd siger tydeligt, hvad gennemlæsningen er til: faktatjek og rettelse af fejl, ikke ændring af dine vurderinger.

• Fordel: fejl opdages i sammenhæng
• Fordel: kilden ser, hvordan citatet bruges
• Ulempe: kilden kan blande sig i din vurdering
• Ulempe: længere og mere uforudsigelig proces

Anden mulighed: kun citaterne, adskilt fra teksten

Den anden vej er at sende kilden de enkelte citater, nummereret og uden resten af teksten, og bede om svar på, om ordene gengiver det, hun sagde. Her bliver rollerne tydelige. Kilden bekræfter sine egne ord, og du beholder beslutningen om vinkel, rækkefølge og vurdering. Faktaoplysninger kan sendes med som en kort liste, så de også bliver tjekket.

Svagheden er, at et citat uden omgivelser kan lyde anderledes, end det gør i teksten. Et udsagn, der er ironisk i samtalen og står alene i en mail, kan virke alvorligt og blive forsøgt trukket tilbage. Du skal derfor skrive en kort kontekstlinje til hvert citat, for eksempel hvilket emne det handler om, uden at afsløre portrættets konklusion.

Metoden kræver mere forberedelse af dig, men giver en renere arbejdsdeling. Du kan også dokumentere, hvad kilden har set og godkendt, hvis der senere opstår uenighed.

Sådan sammenligner de to sig i praksis

Når kursisterne prøver begge metoder på samme interview, ser vi et mønster. Med hele teksten kommer der flere tilbagemeldinger, og de handler oftere om smag og tone end om fejl. Med kun citaterne er svarene kortere og mere præcise, men der er flere spørgsmål om, hvor citatet skal stå.

Tidsforbruget er næsten ens, hvis du regner forhandlingen med. Hele teksten giver ofte en ekstra runde. Citatmetoden kræver, at du selv har styr på adskillelsen mellem fakta og vurdering, før du sender noget, og det er netop den disciplin, vi vil træne.

Et enkelt kriterium kan hjælpe dig: spørg, hvad kilden har forstand på. Hun er ekspert i, hvad hun mente, og hvad der er sket i hendes liv. Hun er ikke ekspert i, hvordan din tekst bedst fortæller det. Den arbejdsdeling peger mod citaterne.

• Hele teksten: flere rettelser, mere forhandling
• Kun citater: færre svar, men mere præcise
• Begge kræver tydelig aftale om rammerne

Min anbefaling til dine første portrætter

Jeg anbefaler citatmetoden som udgangspunkt, kombineret med en kort liste over de faktaoplysninger, du bruger. Send citaterne med en linje om sammenhængen, og bed om svar inden en aftalt frist. Skriv i din mail, at vurderinger og beskrivelser er dit ansvar, og at godkendelsen gælder ordenes gengivelse.

Der er undtagelser. Hvis portrættet handler om et fagligt emne, hvor kilden kan misforstås på detaljer, kan det give mening at lade en fagperson læse de relevante afsnit. Det er et valg, du træffer bevidst og siger højt, ikke en standard.

Mange offentlige personer er vant til begge metoder og har egne vaner. Spørg før interviewet, ikke bagefter, så ingen overraskes. Hvis kilden kræver hele teksten, kan du sige nej høfligt og forklare dit arbejdsprincip. Du skal ikke love mere, end du kan holde.

Det du skal have med fra øvelsen

På kurset øver du begge veje på et kort interviewuddrag, så du mærker, hvordan det er at modtage et ønske om at ændre et citat. Det er sjældent let, og der findes ikke et svar, der passer til alle situationer. Det, du træner, er at kunne begrunde dit valg roligt og i et sprog, kilden forstår.

Gem altid optagelsen, noter og de mails, hvor godkendelsen står. Ret fejl, som er fejl, og hold fast i det, du kan dokumentere. En ændring, der gør et citat mere flatterende, men mindre præcist, er ikke en rettelse.

Skriv til sidst en kort note til dig selv om, hvad du aftalte, så næste portræt starter med en bedre aftale.

• Aftal rammerne før interviewet
• Gem optagelse og skriftlig godkendelse
• Skeln mellem rettelse og ønske om pænere ord